Fire solokoncerter i dagligstuen

Fysisk musik, så tæt på, at den er lige til at gribe fat i. Fire af Danmarks mest anerkendte solister i en dagligstue i Permatopia; intimkoncert direkte til dig. Koncertsalens diminutive størrelse giver tætte og nærværende musik-oplevelser; det bliver et mellemværende mellem musiker og hver enkelt tilhører. En uomgængelig oplevelse. Også for den uøvede koncertgænger; luk øjnene og lad musikken omslutte dig.

Musikerne har valgt de stykker musik de bedst kan lide, som de derfor gerne vil dele med os andre. – Men en særlig komponist trænger sig på: det er i år 250 år siden Beethoven blev døbt. Vi ønsker at hædre ham, ved at der bliver fremført ét værk af ham ved hver koncert. Eller en lille flig af et værk…

Komponisten Peter Bruun er koncerternes kurator. Han vil efter hver koncert samtale med musikerne, om dem, om deres musik og musikvalg. Gerne spørgsmål fra salen. Intimkoncerterne er derved også samtalekoncerter.

Koncerterne afholdes på Permatopia 77, 4653 Karise. Tilmeld dig ved at maile til kontakt@bjoernhernes.dk. Eller du kan tage chancen og møde op. Også fint for børn over 10 år. Der er ingen indgang efter koncertstart, som er klokken 3. Dørene åbnes 20 minutter før koncertstart. Der er plads til ca. 35 personer, og der er siddepladser til alle. Koncerterne varer ca. 45 minutter.

Billetpris er 50 kroner. Betaling kun ved indgangen, med MobilePay på 22 75 59 81 eller kontant.

Koncerterne finansieres med støtte fra Solist-foreningen af 1921 og Faxe Kommune. Derudover af billetindtægter.

Peter Bruun, komponist, kurator Født 1968. musikpædagog, musikskribent og forsker. Han er uddannet komponist fra konservatoriet (1995) og siden cand.pæd.did fra Danmarks Pædagogiske Universitet (2016), og er (2018-2022) PhDstuderende i musikpædagogik. I hans musik er der hovedvægt på musik for sang – kormusik, musikteater og solosange.

Bjørn Hernes, producent. Med fortid i teater og filmbranchen, har jeg arbejdet med en række meget forskellige kunstproduktioner som kunstner eller som producent. Arbejdede i 16 år med koncertproduktion med nutidig musik for børn. Arbejder nu som billedkunstner, og fortsat som producent på enkelte få men gode selvinitierede produktioner.

Permatopia er et landbrugs- og bofællesskab som søger at arbejde efter permakulturelle og bæredygtige principper. Her bor 150 voksne i alle aldre og ca. 60 børn. www.permatopia.dk

Oversigt over koncerterne; alle på en søndag klokken 3:

16. august: Anna Klett, klarinetter
Færøsk klarinettist, uddannet på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i København hos Jørgen Misser Jensen og Bent Neuchs med debut i 1994. Modtog samme år Premier Prix Virtuosité fra Conservatoire de Musique de Genève hos Thomas Friedli. Hun har arbejdet med de fleste orkestre og ensembler i landet, men kærligheden til den ny og eksperimenterende musik har taget den største plads. Det er derfor også blevet til et stort tal uropførelser, både solo værker, kammermusik og musikteater. – Anna Klett er medlem af ensemblerne FIGURA og ATHELAS og er medstifter af det færøske kammerensemble ALDUBÁRAN. – Anna Klett har modtaget Dansk Komponistforenings Musikerpris 2002 og Musikanmelderringens Kunstnerpris 2003 og blev i 2017 sammen med FIGURA nomineret til Nordisk Råds Musikpris.

13. september: John Ehde, cello (også kendt fra mørkekoncerten i fjor)
Født i 1962, er en af Skandinaviens mest alsidige cellister med en omfattende bredde i sin virksomhed. Han har bl.a. speciale i den nutidige musik og har urfremført c:a 50 værker som solist og kammermusiker. Han har også et nært samarbejde med den danske jazz elite i forskellige konstellationer. Solo CD Sonatas & Scenes (2010) blev udnævnt “recording of the year” af Music Web International. John har været ansat som solocellist i Helsingborg’s Symfoniorkester (1989-99), Trondheim SO og Sjællands SO. Under studietiden i Wien assisterede han jævnligt i Wiener Philharmoniker. Fra 2006 er John Ehde cellolærer ved Musikhögskolan i Malmö. John Ehde har turneret som solist og kammermusiker i store dele af Europa samt i Canada, Vietnam, Kina, Hong Kong og har indspillet en stor mængde CD´er. www.ehde.dk

25. oktober: Rafaell Altino, bratsch
Rafaell Altino begyndte sine musikalske studier i sit hjemland Brasilien. Som 17-år flyttede han til USA. Han har en bachelorgrad fra New England Conservatory of Music I Boston og en kandidatgrad fra Juilliard Schoolof Music I New York. Hans kammermusiksamarbejder omfatter kunstnere som Nikolaj Znaider, Benjamin Schmid, Ilya Gringolts, Antonio Meneses, Andreas Brantelid, Roland Pöntinen, Marianna Shirinyan samt Henschel og Miró strygekvartetten. Rafaell har en forkærlighed for ny klassisk musik; i februar 2019 udgav han en cd med nykomponeret musik for bratschen – en cd, der indløst ham ikke mindre end 6 hjerter i Politikens anmeldelse og nominering til P2 pris 2020.

22. november: Ying-hsueh.chen, percussion
Hun er en visionær og alsidig slagtøjsspiller af høj international kaliber, kendt for hendes medrivende tilstedeværelse på scenen og hendes overbevisende fortolkninger af ny musik. Hun er af taiwanesisk oprindelse med bopæl i Danmark siden 2006. – Ying-Hsueh har vundet adskillige priser. Blandt andet har hun modtaget Statens Kunstfonds 2 års støtte, “Den Unge Elite”, 2017-2019, og Dansk Komponistforenings Musikpris i 2018. – Ying-Hsuehs nuancerede udtryk er påvirket af hendes internationale uddannelse. Den strækker sig fra Idyllwild Arts Academy, the Juilliard School og til Det Kongelige Danske Musikkonservatorium (DKDM). Ying-Hsueh debuterede fra DKDM i efteråret 2011 og høstede stor ros for sin debutkoncert. Ying-Hsueh Chen har netop udgivet sit første slagtøjs soloalbum: Raw Elegance, hos Orlando Records fra Wien.

Idé og produktion:
Bjørn Hernes, foreningen LYSBRUD, kontakt@bjoernhernes.dk, 2275 5981

Bjørn Hernes, juni 2020.